
Enhedslisten ønsker gratis uddannelse til alle. EU-kommissionen arbejder derimod for brugerbetaling på uddannelser. EU's vision for uddannelse er et skrækscenarium, der truer modellen med gratis uddannelse. Sammen med studerende for hele Europa kæmper Enhedslisten for god og gratis uddannelse til alle.

Foto: Svanes
Regeringen bryder loven
I Danmark har den såkaldte Erasmus Mundus uddannelse skabt megen rører. Danske universitetsstuderende blev for første gang afkrævet brugerbetaling for at starte på en uddannelse. En sag som videnskabsminister Helge Sander dybt måtte beklage, da det jo i Danmark er forbudt at opkræve brugerbetaling af offentlige uddannelser. Det har dog ikke hindret EU i at fortsætte presset på ikke bare videregående uddannelser da det nye Erasmus Mundus program for 2009-2013 i efteråret blev vedtaget i EU-parlamentet.

Foto: Christian.johannesen.dk
Demokratisk underskud
EU burde slet ikke blande sig i uddannelsespolitik, men gør det alligevel. De danske ministre og regeringen godkender gang på gang fælles initiativer, som Erasmus Mundus programmet, der ligger pres på den gratis uddannelsesmodel og åbner op for brugerbetaling. Tilbage står befolkningen som tabere, der ikke har en chance for at gennemskue hvor beslutningerne træffes og stille deres politikere til ansvar. Med Lissabon-traktaten mister Danmark vetoret. Dermed forsvinder magten over uddannelsessystemet fra folkestyret og til EU.

Foto: Svanes
Uddannelse er ikke en vare
I horisonten lurer at EF-domstolen på et tidspunkt vil bedømme uddannelse til at være en vare. Sker det ødelægges den gratis model for alvor for så har får udenlandske uddannelseskoncerner krav på samme statstilskud, som offentlige skoler får. Desværre er EU skruet sådan sammen at det er dommere og jurister ved i EF-domstolen og ikke befolkningen, der afgører det spørgsmål. Fastholdes og udbredes gratismodellen sker det ikke. Derfor arbejder vi tæt sammen med progressive kræfter i hele Europa for uddannelse til alle.
Brug EU-valget
EU-valget er derfor din mulighed for at sige fra overfor EU's pres for brugerbetaling. Stem på en kandidat, der vil kæmpe for god og gratis uddannelse – også selvom det ikke passer EU.